Universitetssektoren i Danmark har siden Universitetsloven i 2003 bevæget sig væk fra sin klassiske rolle som samfundets frie og kritiske erkendelsesinstans. Med centralisering af ledelsesstrukturen, afhængighed af eksterne bevillinger og øget politisk prioritering af nytteorienteret forskning er forskningsfriheden gradvist blevet undermineret. Det står i dag kritisk til på universiteterne. Udviklingen er dokumenteret af bl.a. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Europa Parlamentet. 

Universiteterne skal være samfundets frie tankeorganer. De skal kunne tænke nyt, kritisk og uafhængigt – uden at være underlagt politiske dagsordener eller erhvervsmæssige særinteresser. Men i dag er det danske universitetslandskab præget af centralisering, topstyring og manglende demokratisk legitimitet. Universiteternes øverste ledelse består af selvudpegede bestyrelser, hvor hverken forskere, undervisere eller studerende har reel indflydelse.

I Grønne Demokrater ønsker vi en grundlæggende reform af universitetsloven. Vi vil genetablere universitetet som en kollegial og fagligt forankret institution. Det betyder, at beslutninger om forskning, undervisning og strategisk retning skal træffes på demokratisk vis af fagfællesskaber – ikke af ledelseshierarkier. Bestyrelserne skal sammensættes med vægt på demokrati, faglighed og intern repræsentation. Og institutter og fagmiljøer skal have reel autonomi til at forvalte deres ressourcer og prioriteter.

Universitetet skal ikke være en politisk styret vidensfabrik. Det skal være en fri og kritisk institution, som samfundet kan stole på – også når den siger magten imod.

Grønne Demokraters forskningspolitik udspringer af en grundlæggende tillid til menneskets dømmekraft og en dyb respekt for sandhedssøgen som et mål i sig selv. I et åbent og oplyst demokrati må forskningen ikke reduceres til et instrument for kortsigtede politiske eller økonomiske interesser. Den skal være en uafhængig samfundsbærende institution, som både kan levere viden og stille samfundet til regnskab.

Vi ser universitetet og forskningen som samfundets kritiske organ. Som den tyske filosof Jürgen Habermas har fremhævet, er en velfungerende offentlighed betinget af en kritisk masse af borgere, der kan og vil tage del i samfundets selvforståelse. Det kræver adgang til uafhængig og sandhedssøgende forskning – og frihed til at tænke, skrive og tale på tværs af magtens interesser.

I forlængelse af Hal Kochs syn på demokratiet som et sindelag – ikke blot en styreform – mener vi, at demokratiet forudsætter en bred befolkning, der har evnen og viljen til at deltage i den fælles samtale. Derfor skal forskningen og uddannelsen tjene folket, ikke markedet. Universitetet er ikke en underleverandør til erhvervslivet, men et dannelsesrum for kritisk tænkning og demokratisk medborgerskab.

Vi insisterer på, at adgangen til viden og uddannelse skal være reelt lige. Det betyder blandt andet, at forskningsmidler ikke må fordeles på måder, der systematisk favoriserer etablerede magtpositioner, men skal understøtte pluralisme og åben konkurrence om idéer. Samtidig skal forskningen være tilgængelig for samfundet – gennem offentlighed, transparens og deltagelsesbaserede strukturer.

Forskningens rolle er ikke blot at producere viden, men at kultivere dømmekraft – hos borgeren, embedsmanden og politikeren. Derfor må forskningens frihed forsvares, ikke blot af hensyn til forskerne selv, men af hensyn til demokratiet.

I 2024 og 2025 blev der frataget universiteterne yderligere frihed fra universiteterne; nemlig de ansattes muligheder for at have medindflydelse på sammensætningen af universiteternes bestyrelser. De eksterne medlemmer af universtitetsbestyrelserne – herunder formanden – skal fremover udpeges af et flertal, der ikke behøver at have nogen reel erfaring med forskning eller undervisning. Samtidig skal formanden stadig godkendes af Udannelses- og Forskningsministeren. Det betyder, at universitetets øverste ledelse i praksis bliver udvalgt udefra – ofte uden for forskningsverdenen – og med direkte politisk kontrol. Det er denne form for detailstyring og centralisering, vi ønsker at gøre op med. Vores politik sigter mod at sikre frie universiteter med demokratisk indflydelse til studerende og ansatte og med bestyrelser, der har reel indsigt i universiteternes virke.

Et frit samfund har brug for fri forskning. Men i dag er store dele af dansk forskning finansieret gennem midler, der er øremærket til strategiske satsninger, politisk fastsatte missioner eller erhvervssamarbejde. Det betyder, at mange forskere tvinges til at rette deres projekter ind efter tidens politiske eller kommercielle præferencer, snarere end faglig nysgerrighed og samfundsmæssig relevans.

I Grønne Demokrater ønsker vi at genoprette armslængden mellem forskning og magt. Det betyder, at en forøgelse af forskningsmidlerne skal fordeles som frie basismidler til universiteter og institutter. Politisk bestemte forskningsprogrammer skal i en højere grad være undtagelsen – ikke reglen. Samtidig skal der være klare, uafhængige regler for, hvordan både private og offentlige fonde påvirker forskningsprioriteter og vurderingsprocesser.

Forskning er ikke en tjenesteydelse for staten eller markedet. Den er en forudsætning for oplyst samfundsudvikling. Derfor skal vi værne om dens uafhængighed.

Vi har arbejdet for dette i lovforslagene om universiteternes bestyrelser og kvalitetssikring. Læs mere

I 2025 lykkedes SVM-regeringen med at indføre et nyt centralt sekretariat, placeret i Uddannelses- og Forskningsministeriet, med ansvar for universitetssektorens kvalitetssikring. Intentionen var at "samle og effektivisere" styringen. Men forslaget ville reelt svække armslængden til universiteterne og øge den politiske kontrol med forskningens retning og ressourcer. Det er en udvikling der igen peger på øget politisk styring med universiteterne og er direkte imod Europæiske regler for forskningsinstitutionernes uafhængighed.

I Grønne Demokrater tog vi initiativ til et ændringsforslag, der forhindrede, at sekretariatet kunne placeres i ministeriets departement. Ændringsforslaget fik bred opbakning i Folketinget men blev desværre ikke vedtaget. 

Universiteternes rolle er blandt andet at stille spørgsmål; ikke at følge politiske ønsker. Derfor skal armslængdeprincippet være en retslig forpligtelse – ikke blot en norm. Vi vil arbejde for, at universiteterne aldrig igen skal placeres under politisk instruktion, men bevarer deres rolle som frie, kritiske og samfundsengagerede institutioner.