Formaliseret lobbyisme kvæler miljøpolitikken
Hvorfor bliver vi ved med at se den ene miljøskandale efter den anden? Det er der en klar forklaring på. Det er nemlig en klar prioritering fra regeringen. De vægter simpelthen andre hensyn.
Disse hensyn sker pga. den formaliserede inddragelse af lobbyorganisationer i forvaltningen af vores natur og miljø. I dette nyhedsbrev afslutter jeg afrapportering af årets miljøpolitiske arbejde.
Politisk teater
I sidste uge kom det frem, at forureningen af vores kystnære hav er langt værre end vi troede. Ikke nødvendigvis fordi vi forurener mere end før, men fordi Miljøstyrelsen efter 14 års tøven har forbedret deres målemetoder. Historien understreger pointen i mit sidste nyhedsbrev: Viden er fundamentet i miljø- og klimapolitik. Uden viden famler vi i blinde.
Takket være DR-journalister kom denne historie frem. Men langt de fleste historier om det miljøpolitiske svigt kommer ikke frem i lyset.
Men historien om det stærkt forurenede vand understreger også noget andet. Nemlig, at vi slet ikke er i nærheden af at føre en dækkende miljøpolitik i Danmark.
SF, Radikale og ministeren spillede igen chokerede og overrasket over den manglende miljøregulering i Danmark: Det er en del af det politiske teater, at folketingspartier skal spille overrasket, ministeren skal undskylde, så holdes der et nyt møde i forligskredsen, og så fortsætter alt som det plejer.
Det er først når partier som SF og RV begynder med at stemme IMOD regeringens miljøpolitik, at vi skal tage deres overraskelse og forargelse alvorligt. Men det gør de ikke, fordi partier som SF og RV gerne vil være med i politiske aftaler. F.eks. er de med i forligskredsen om regeringens landbrugspolitik. Hvilket betyder, at de SKAL stemme for al regeringens landbrugspolitik.
Det har de ordret skrevet under på: “Aftalepartierne forpligter sig til at stemme for de lovforslag og bevillingsmæssige hjemler, der understøtter og udmønter aftalens indhold.”
Sandheden er i dag, at det forurenede havmiljø ER den miljøpolitiske linje, som regeringen og partier som SF og Radikale stemmer igennem.
Miljøstyrelsen regnede baglæns
Den aktuelle sag er ikke en enlig svale. Der er en lang række sager, hvor regeringens miljøpolitiske linje er klar: De traditionelle industriers indtjening vægtes altid højest. Det er sager, der illustrerer, hvordan grænserne mellem miljøpolitik og erhvervspolitik er blevet mere og mere utydelige. Det er sager fra både dansk og europæisk politik, hvor regeringens reelle politik er noget helt andet, end det billede deres kampagner maler.
En sag, der nåede mediefladen sidste år, var sagen om, at Miljøstyrelsen hjalp en række virksomheder med at få miljøtilladelse til at udlede ulovlige mængder forurenet spildevand. Det handlede bl.a. om Danmarks største pesticidfabrik, Cheminova og virksomheden RGS Nordic, der håndterer industrispildevand: Nye anklager mod Miljøministeriet: Har bevidst forsøgt at skjule lovbrud i forureningssag | Indland | DR.
I denne sag var det tydeligt, at Miljøstyrelsen ikke blot favoriserer erhvervslivet som helhed, men faktisk favoriserer nogle enkelte store aktører, her i blandt Cheminova, som endda producerer kemikalier, der er ulovlige i Europa: »Grotesk« og »forkasteligt«: Cheminova sælger forbudt nervegift til Pakistan og Libanon
Denne sag stemmer godt overens med den seneste afsløring om Miljøstyrelsens målemetoder - nemlig at økonomiske interesser kan betyde, at Miljøstyrelsen vælger ikke at følge love: Eksperter: Prisen for erhvervslivet har været med til at afgøre, om Miljøministeriet ville følge miljøreglerne for havet | Indland | DR
Lobbyisternes lange arm
Spørgsmålet er, hvorfor Miljøstyrelsen varetager erhvervslivets interesser. Det kan vi ikke umiddelbart svare på, men jeg har nogle gæt. I bogen Når Embedsmænd Lovgiver, af professor Jørgen Grønnegård m.fl., fremgår det, at lobbyister i stigende grad har direkte adgang til embedsværket, i særligt grad dem, der sidder med miljøregler.
Dette sker bag lukkede døre. I Danmark er offentligheden forhindret i at få indblik i lobbyisternes indflydelse på embedsværket. Både fordi vi ikke har et lobbyregister og fordi den nuværende offentlighedslov mørklægger ministeriernes arbejde. Dertil kommer den stigende politisering af embedsværket, hvor ikke blot departementerne tjener ministerens politiske agenda, men også styrelserne i stigende grad skal koordinere med den politiske top.
En svag styrelse
En anden grund til, at Miljøstyrelsen varetager erhvervslivets interesser, er mangel på administrativ kapacitet. I forbindelse med anlægsloven om den 3. Limfjordsforbindelse skulle Miljøstyrelsen godkende projektets miljøkonsekvensrapport, som var udarbejdet af et konsulentfirma på vegne af Vejdirektoratet.
Her sagde transportministeren, at der ikke var nogen kritik fra Miljøstyrelsen. Igennem nogle lokale borgergrupper fik jeg adgang til en aktindsigt i, hvordan korrespondancen mellem Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet vedrørende godkendelsen. En aktindsigt er en mulighed, borgere og journalister kan søge for at få tilsendt dokumenter, som er relevante for en sag.
Her kunne jeg se, at ministeren ikke talte sandt. Der havde været på embedsmandsniveau korrespondance frem og tilbage i årevis, hvor det var tydeligt, at Miljøstyrelsen blev presset til at sige, at der ikke havde været yderligere kritik af lovforslaget.
Af aktindsigten fremgik det nemlig, at Vejdirektoratet satte en stram deadline, der betød, at Miljøstyrelsens medarbejdere skulle arbejde over jul. Miljøstyrelsen, der var presset af sygemeldinger og barsel, bad om en udskydelse, som Vejdirektoratet afviste. Til sidst blev Miljøstyrelsen direkte instrueret til at sende en mail om godkendelse af rapporten – på trods af at de selv vurderede, at behandlingen var utilstrækkelig. Den information videregav jeg til en journalist, som skrev denne artikel Miljøstyrelsen gav grønt lys til omstridt motorvej uden at have læst nye oplysninger "grundigt igennem" - Altinget.
Efter denne sag har jeg forsøgt at få overblik over Miljøstyrelsens kapacitet til at håndtere miljøkonsekvensrapporter og miljøgodkendelser. Mine spørgsmål til ministeren om dette blev besvaret med, at der ikke findes opgørelser over, hvor mange medarbejdere der gennem årene har arbejdet med disse opgaver.
Regeringens linje
I sidste ende er disse sager et udtryk for regeringens politiske linje. En linje som ikke kun er tydelig i dansk politik, men også i EU's beslutningsprocesser. En stor del af miljø- og klimapolitikken udspringer nemlig fra EU. Gennem mit arbejde i Europaudvalget har jeg erfaret, hvordan regeringen konsekvent prioriterer erhvervslivets interesser, også når det gælder europæisk politik.
EU udvander vandrammedirektivet
Lige nu forhandler EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet om ændringer i vandrammedirektivet - et centralt direktiv, der sætter rammerne for reguleringen af forurening i kystområder, søer, vandløb og grundvand. Disse vandområder udgør vigtige levesteder for et rigt plante- og dyreliv og udgør samtidig en kritisk ressource i form af rent drikkevand.
Vandrammedirektivet fastsætter målet om, at alt vand i EU skal være i god fysisk og kemisk tilstand. Dette mål har vist sig særdeles vanskeligt at nå: Kun 30 % af EU’s vandområder lever i dag op til kravene, og deadline for opfyldelse er blevet udskudt til 2027. I Danmark har vi især kæmpet med næringsstofbelastning fra landbruget. Men forureningen omfatter også de såkaldte EU-prioriterede stoffer – giftige kemikalier som tungmetaller og pesticider og andre decideret giftige stoffer. Præcis de giftige stoffer, som det nu er kommet frem, vores kystnære hav er fuldt af.
Den opdaterede liste over farlige stoffer, der forhandles om, blev allerede foreslået for mere end to år siden. Den indeholdt bl.a. PFAS, glyphosate (aktivstoffet i pesticiden Round-Up) og en række medicinalprodukter. Derfor er mange organisationer utålmodige og ønsker forhandlingerne afsluttet, i håbet om, at listen ikke udvandes.
Midlertidige forringelser er elastik i metermål
Desværre tyder meget på, at der er politisk opbakning i EU til en langt mere lempelig tilgang til vores vand. Her bliver Danmarks reelle miljøpolitiske linje tydelig. Danmark har nemlig været medunderskriver på et brev op til forhandlingerne, hvor en håndfuld EU-medlemslande gav udtryk for, at det skulle være nemmere i EU at midlertidigt forværre tilstanden i et vandområde, f.eks. i forbindelse med udbygning af havne. Ifølge det senest offentliggjorte udkast er denne lempelse skrevet ind flere steder.
Problemet er blot, at midlertidig forringelse i mange tilfælde er svært videnskabeligt at estimere. Det er en gummiparagraf, der slører lovgivningen, så det bliver mere uklart, hvad der i EU er forbudt.
En anden meget afgørende ting var, at der var en deadline for, hvornår vores vandmiljø skulle være i god økologisk tilstand. I vores nuværende regulering var deadline 20 år. Det var irriterende for Danmark, fordi det er tydeligt, at vi umuligt kan leve op til de regler.
Derfor er det i vores interesse at få den deadline udvandet. I den reviderede version af vandrammedirektivet vil man derfor fjerne den skarpe deadline og i stedet for indføre regler om, at landene skal lave en plan for at udfase de farlige stoffer inden for 20 år. Ikke at stoffer skal være udfaset og at vandmiljøet skal være i god tilstand.
Jeg spurgte selvfølgelig ministeren ind til, hvad den danske position er, om vi arbejdede for at fastholde den skarpe grænse eller om vi var tilfredse med udvandingen. Jeg fik ikke et klart svar. Jeg ville også have svar på, hvordan Danmark agerede i processen fremadrettet i det som hedder trilogforhandlinger. Igen uden svar.
Mørklagte trilogforhandlinger
Vi afventer stadig nyt fra forhandlingerne mellem Rådet og Europa-Parlamentet. Desværre er møderne under en trilogforhandling komplet mørklagte. Normalt burde lovforslag blive behandlet åbent for offentligheden i Rådet og Europa-Parlamentet, men disse mørklagte trilogforhandlinger bruges i stigende grad i stedet, da de er “mere effektive”. Det betyder, at vi ikke kan få indblik i de vigtige politiske diskussioner.
Fordi trilogforhandlingerne ikke er offentligt tilgængelige, stillede jeg ved flere lejligheder, både mundtligt til Europaudvalgsmøder og skriftligt, ministeren spørgsmål om status for forhandlingerne. Først spurgte jeg Miljøministeren, men fik at vide, at han ikke længere stod for forhandlingerne, da vandrammedirektivet nu er under Grøn Treparts ministeriet. Derfor spurgte jeg Trepartsministeren, men han kunne ikke svare, da det jo var Miljøministeren, der havde været til de første forhandlinger.
Siden har jeg stillet nogle skriftlige spørgsmål om status for forhandlingerne, og svarene har blot været, at forhandlingerne er i gang, og har været i gang siden december. Mit gæt er, at regeringen ikke ønsker deres politiske linje afsløret.
I denne proces havde jeg særligt ønsket, at jeg ikke blot var en enmandshær, men at Grønne Demokrater havde en hel folketingsgruppe, så alle vigtige sager kunne prioriteres og føres til døren.
Trepartsministeriet institutionaliserer lobbyismen
At Grøn Treparts ministeriet nu sidder med forhandlingerne om Vandrammedirektivet, er grund til bekymring. Det er nemlig et ministerium, hvor grænserne mellem landbrugs- og miljøpolitik er utydelige.
Grøn trepart var sidste søm i kisten på miljømyndighedernes uafhængighed. Meget af aftalens indhold er endnu uklart, og vil blive fastlagt i implementeringsfasen. I grøn trepart står der meget direkte, at aftalens indhold skal implementeres i tæt samarbejde med aftalens parter, som indbefatter Danmarks Naturfredningsforening (DN) men også Dansk Industri (DI) og Landbrug & Fødevare (L&F).
Problemet her er, at DN i magt og styrke slet ikke kan sammenlignes med DI eller L&F. Det kan på overfladen virke som om interesserne er afvejet, men i realiteten vil DN tabe på ikke at have kapaciteten til at måle sig med DI og L&F’s interessevaretagelse i grøn treparts implementering.
Vi har lavet et nyt ministerium, hvor størstedelen af landbrugsstyrelsen og miljøstyrelsens ressortområder er flyttet, og hvor inddragelsen af erhvervslivets interesser er formaliseret. Det er ikke engang en hemmelighed længere, at der føres erhvervspolitik, hvor der burde føres miljøpolitik.
Derfor kom det ikke som en overraskelse, da Danmarks Fiskeriforening (DFF) meldte ud, at de ønskede sig en såkaldt blå trepart. For DFF har det nok været tydeligt, at en treparts aftale er metoden til at få mere indflydelse: Danmarks Fiskeriforening drømmer om en 'blå trepart', men parterne er sømil fra hinanden | Indland | DR
Denne gang udviser DN skepsis, og afviser muligheden for en fælles aftale, så længe der er fundamentale uenigheder om bl.a. bundtrawl. Jeg håber, at det er udtryk for, at DN har lært en vigtig lektie. Nemlig økonomiske interesser og miljøpolitik ikke skal blandes. De skal holdes skarpt hver for sig.
Parallelt forvaltningssystem
Endnu en ting, som man skal være meget opmærksom på, er, at Grøn Trepart er en måde at oprette et parallelt forvaltningssystem. Et forvaltningssystem med formaliseret lobbyisme, hvor den formelle magt stadig ligger i kommunerne og styrelserne, men hvor den reelle substantielle politiske linje bliver lagt af organisationer som Landbrug & Fødevarer.
Denne tendens skete med oprettelse af de såkaldte “kystvandråd”, hvor der oprettes organer for statslige midler med interessenter, der kan følge og komme med anbefalinger. Med denne aftale har regeringen bundet sig til at oprette et “Politisk forum for arealudtag med repræsentanter for regeringen, KL, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening”.
Det skal være toppen af det parallelle forvaltningssystem, som skal bygges op af “en national styregruppe”, hvor bl.a. Landbrug & Fødevarer sammen med ministerierne vil lede, styre og kontrollere indsatserne ift. vandrammedirektivet, som vil foregå lokalt i de såkaldte kystvandråd og vandoplandsgrupper. Det er en dyr regning borgerne i dette land skal betale for, at en ekstremt forurenende industri skal forblive ureguleret.
Det skrev jeg om i en artikel i Klimamonitor sidste år:
Theresa Scavenius: Grøn trepartsaftale er en redningsplan for dansk svineproduktion
Vil du høre mere om Grønne Demokraters fremskridt og mål?
Vi har sat alle sejl ind på en ny fundraising-indsats for at komme i mål med vælgererklæringerne.
Klik her og giv dit samtykke til, at vi må ringe dig op – så tager vi en kort snak.
Dig + 1
Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil Grønne Demokrater lynhurtigt være i mål med at blive opstillingsberettiget.
